fredag den 5. september 2014

Awash National Park

I juli fik vi besøg af vores svenske veninde fra Dar, Lina, som nu bor i Nairobi og ofte kigger forbi Addis i forbindelse med arbejde. Denne gang blev hun weekenden over og havde taget sin kæreste, Bjørn, med. Da det var dårlig regntidsvejr i Addis havde vi bestemt os for at tage ud af byen og se lidt af smukke Etiopien. Det blev et roadtrip til Awash National park som ligger ca. 200 km øst for Addis – en tur som burde tage 3-4 timer, men som viste sig at tage 6 timer i tung fredagstrafik ud af byen.
 
Den imposante indkørsel til Awash Falls Lodge

De brune, buldrende vandfald

Restauranten med udsigt til vandfaldene

Vi nåede dog endelig frem og indlogerede os, som stort set de eneste gæster, på Awash Falls Lodge, der, som navnet antyder, ligger lige på kanten af parkens store vandfald (med dertilhørende vandfaldsstøj). Nu er hverken Awash National Park eller etiopiske parker i det hele taget ikke nogen tanzaniansk safaripark, men det blev alligevel til både ’walking safari’ og ’game drive’ i egen bil – måske nærmere en spadseretur og en køretur med lidt dyr (dog fine fugle, krokodiller, antilopedyr, vortesvin, aber og meget mere).

Der var ikke kun vilde dyr i parken….
Lina og Bjørn udforsker naturen
En enlig abe...

På trods af dyr og smuk natur var det mest interessante næsten den gamle regeringsejede ’lodge’ fra 50erne, der lå som en forladt tidslomme på en klippekant med den mest formidable udsigt. Lodgen bestod af gamle campingvogne, stadig på de hjul de var kørt derud på i sin tid, og man følte sig hensat til ’Into the Wild’ – blot i en varmere udgave.

De forladte campingvogne på stribe
Den storslåede udsigt fra den gamle lodge
 Turen hjem til Addis gled lettere end udturen og frokosten blev indtaget i Debre Zeit på kanten til en af de mange fine vulkansøer i området.


Tak for besøget, Lina og Bjørn!

1 kommentar:

  1. Tack själva för en supermysig helg! Kram/ Lina o Björn

    SvarSlet