... aldrig så jeg så dejligt et bjerg! Og så er det næsten ikke løgn. Der er ikke meget at lave i Juba i weekenden, især fordi man ikke kan bevæge sig ud af byen, tage på udflugter etc. på grund af den dårlige sikkerhedssituation. Vil man dog gerne lave noget andet end at arbejde – og det vil man jo – så er der groft sagt tre ting man kan gøre. Man kan tage ned til Nilen, hvor der ligger nogle restauranter, og spenderer dagen med at kigge på vandet. Man kan tage på Jebel Lodge, et lettere fancy sted i udkanten af byen som har en pool. Eller, man kan bestige det lille bjerg i samme udkant af byen, som slet og ret hedder ’Jebel’ (arabisk for bjerg). Og det gjorde vi så sammen med nogle af Mikes koll
eger og en nordmand ved navn Øjstein en søndag i december. Vi forlod huset klokken seks om morgenen for at nå derud inden solopgang. Senere på dagen bliver det alt for varmt til at lave den bratte opstigning – det er i øjeblikket 42 grader i Juba! Til at starte med bevægede vi os gennem et tomt stenbrud, men jo længere vi kom desto mere mærkeligt lugtede der. Vi troede først det var fordi folk i området måske brugte det som toilet, men det lugtede mere af råddenskab og lugten blev stadig kraftigere.
På et tidspunkt drejede vi rundt om et klippefremspring og pludselig befandt vi os – ganske uvidende – på Jubas slagteplads, fyldt med døde køer, involde, rådnende huder og en jord gennemblødt af blod. Det var lidt en brat opvågning og vi fik ikke ligefrem en varm modtagelse af byens ’slagtere’ da vi blev nødt til at krydse gennem pladsen for at komme videre. Efter slagtepladsen begyndte vi langsomt at bevæge os opad på en lille sti gennem højt græs og buskads.
Det sidste stykke af opstigningen var meget stejlt og nogle steder måtte vi kravle på alle fire hen over klipperne. Men det var det hele værd! Udsigten fra toppen var helt fantastisk og luften var ren og kølig. Da Sofie stadig ikke har været ude af Juba var udsigten pludselig et lille kig ind i Sudan. For at gøre oplevelsen helt perfekt havde Mikes chef slæbt juice og chokolade med til toppen. Vi endte med at bruge et par timer deroppe, hvor vi bare slappede af og nød det. Da vi endelig begav os ned igen var det ikke så meget fordi vi havde fået nok,
men fordi solen begyndte at varme og det ville blive ulideligt varmt at kravle ned hvis vi ventede. Det var den bedste søndag vi har haft i Juba og vi er helt sikkert ikke færdige med at lege bjergbestigere i Sudan!
... aldrig så jeg så dejligt et bjerg! Og så er det næsten ikke løgn. Der er ikke meget at lave i Juba i weekenden, især fordi man ikke kan bevæge sig ud af byen, tage på udflugter etc. på grund af den dårlige sikkerhedssituation. Vil man dog gerne lave noget andet end at arbejde – og det vil man jo – så er der groft sagt tre ting man kan gøre. Man kan tage ned til Nilen, hvor der ligger nogle restauranter, og spenderer dagen med at kigge på vandet. Man kan tage på Jebel Lodge, et lettere fancy sted i udkanten af byen som har en pool. Eller, man kan bestige det lille bjerg i samme udkant af byen, som slet og ret hedder ’Jebel’ (arabisk for bjerg). Og det gjorde vi så sammen med nogle af Mikes kolleger og en nordmand ved navn Øjstein en søndag i december. Vi forlod huset klokken seks om morgenen for at nå derud inden solopgang. Senere på dagen bliver det alt for varmt til at lave den bratte opstigning – det er i øjeblikket 42 grader i Juba! Til at starte med bevægede vi os gennem et tomt stenbrud, men jo længere vi kom desto mere mærkeligt lugtede der. Vi troede først det var fordi folk i området måske brugte det som toilet, men det lugtede mere af råddenskab og lugten blev stadig kraftigere. 
På et tidspunkt drejede vi rundt om et klippefremspring og pludselig befandt vi os – ganske uvidende – på Jubas slagteplads, fyldt med døde køer, involde, rådnende huder og en jord gennemblødt af blod. Det var lidt en brat opvågning og vi fik ikke ligefrem en varm modtagelse af byens ’slagtere’ da vi blev nødt til at krydse gennem pladsen for at komme videre. Efter slagtepladsen begyndte vi langsomt at bevæge os opad på en lille sti gennem højt græs og buskads. 
Det sidste stykke af opstigningen var meget stejlt og nogle steder måtte vi kravle på alle fire hen over klipperne. Men det var det hele værd! Udsigten fra toppen var helt fantastisk og luften var ren og kølig. Da Sofie stadig ikke har været ude af Juba var udsigten pludselig et lille kig ind i Sudan. For at gøre oplevelsen helt perfekt havde Mikes chef slæbt juice og chokolade med til toppen. Vi endte med at bruge et par timer deroppe, hvor vi bare slappede af og nød det. Da vi endelig begav os ned igen var det ikke så meget fordi vi havde fået nok, 
men fordi solen begyndte at varme og det ville blive ulideligt varmt at kravle ned hvis vi ventede. Det var den bedste søndag vi har haft i Juba og vi er helt sikkert ikke færdige med at lege bjergbestigere i Sudan!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar