På den første rigtige feriedag skulle vi som et par gode danske turister ud og se Karen Blixens afrikanske farm i udkanten af Nairobi. Det er ikke meget andet end et fint lille hus med en masse billeder af Karen Blixen, Meryl Streep og Robert Redfort i skøn forvirring. Men omgivelserne er dejlige med den store blomstrende have og fri udsigt til de smukke Ngong bjerge i baggrunden. På vejen tilbage til byen havde vi vores første matatutur i Kenya, - en ganske skræmmende oplevelse med folk hængende ud af minibussen som i forvejen var proppet til bristepunktet. Men det synes de åbenbart ikke er noget problem for der er ALTID plads til én mere. Ellers bød Nairobi mest på shopping og mad og madshopping! Det er utroligt så hungrende ens smagsløg kan blive efter to en halv måned med fad, kedelig mad.
Næste stop på vores lille julerejse var Tsavo East og West National Park, som ligger på vejen mod Mombasa. Vi havde fået anbefalet et rejsebureau i Nairobi som vi havde bedt om at arrangere turen og alt lød til at være i skønneste orden – lige indtil vi skulle afsted. De havde ikke booket vores overnatninger endnu og krævede pludselig en meget højere pris. Det endte med at Mike måtte folde sig ud på sin mest diplomatiske og derefter insisterende måde før vi fik hvad vi var blevet lovet. En træls start på en ellers dejlig tur. Vi havde vores egen minibus med chauffør og guide (sidstenævnte var pænt dårlig og gjorde sjovt nok ingenting for at gøre vores tur bedre) i tre dage, hvor vi kørte rundt og ’jagtede’ dyr. Det var ikke en typisk safari på en flad savanne, hvor dyrene står til skue. 
Tværtimod var det grønt og bjergrigt og man skulle lede lidt længere efter dyrene som kompensation for den smukke natur. Vi fik dog set det meste og kan nævne i flæng zebraer, bøfler, giraffer, et sort næsehorn (som det desværre kun var Mike der så), flodheste (eller i hvert fald deres øjne og næsebor ovenfor vandet), antiloper, impalaer og andre bambidyr (bl.a. den kendte Dik Dik, som er en slags miniudgave af en hjort og meget nuttet), en enkelt leopard og store flokke af elefanter med unger i alle størrelser. Det var fedt! De to nætter tilbragte vi på to forskellige lodges, som begge lå meget smukt placeret med udsigt til dyr og natur (på en af dem mødte vi en lille hollandsk dreng, som fik øje på en elefant nede i dalen og begejstret udbrød: ’Ooih, ein olifant!’).Næste stop var Mombasa (by – alle mener kysten når de siger Mombasa heromkring), som er blevet en stor halvindustriel havneby, og fungerer som importcenter for det meste af Østafrika. Byen var dog oprindeligt en portugisisk koloni og har heldigvis bevaret sin historiske kerne, der ligger smukt ned til vandet. Vi havde rigtig planlagt at skulle udforske byen i alle dens gamle og nye kroge og ikke mindst spise vores julemiddag på den berømte fiskerestaurant Tamarind, som skulle være ganske fantastisk, men alt dette gik i vasken, da Sofie lagde sig syg. Så ingen rapport fra Mombasa. Og ingen succes for vores første jul sammen!
Efter et par dage på langs gik turen nordpå ad den kenyanske kyst til et lille sted ved navn Mida Creek. Her boede vi på en lille økolodge med kun tre små hytter, ingen elektricitet og et storskrydende æsel som nabo. Stedet ligger midt mellem en stor mangrove sump, som omgiver den fine fjord (creek), og et skovreservat, så vi var rigtig ude i naturen og den friske, men meget varme, luft. Vi tilbragte en hel dag med at se 
fjorden og de omkringliggende øer i kano. Det var en super tur, hvor vi travede rundt i mangroven, badede, købte små fisk af en fisker i en forbipasserende kano og grillede dem på den næste strand. I nærheden ligger også ruinbyen Gede, som er et levn fra de arabiske handelsrejsende der slog sig ned i området. Det var overgroet og jungleagtigt og meget smukt.
Sidste seriøse stop på turen var Lamu, en lille paradisø i det nordlige Kenya, som er helt fantastisk. Lamu er som et lille bitte Zanzibar uden masseturismen, men stadig med en stærk arabisk indflydelse på arkitektur og kultur, masser af fisk og skaldyr, og den smukkeste hvide sandstrand med klart lyseblåt vand. Der er ingen biler på øen, så der er en særlig ro... hvis man altså lige (igen) ser bort fra de storskrydende æsler, der sammen med de smukke dhows er øens eneste transportmiddel. Stedet blev i sin tid ’opdaget’ af fyrstefamilien fra Monaco, som i dag ejer adskillige huse på øen. De bruger dem dog sjældent efterhånden, da rygtet blev spredt og der fulgte en lille strøm af de såkaldte ’mega-rich’ i kølvandet på de kongelige. Nu kommer der alle slags mennesker til Lamu, både sådan nogle som os (som ikke anede noget om den selebre historie før vi ankom og hørte lidt sladder) og rige og berømte, som stadig gerne vil undgå søgelyset fra steder med mere turisme. Vi fejrede nytår på Lamu og spiste hummer på fine tagterrasse med udsigt ud over byen og vandet. Ved midnat tog vi ned til stranden, hvor der var fest og glade dage på øens eneste gode bar, på et super fancy hotel lige ned til vandet. 
I vandkanten var der parkeret en ’disco-båd’ og længere ude var en fyrværkeribåd gjort klar til det store sus. Vi havde ikke forventet, at der ville være fyrværkeri, men en af de ’mega-rich’ må have sponseret, for den lille båd leverede det mest fantastiske fyrværkeri, som spejlede sig i det kulsorte vand. En dejlig aften, der opvejede den lidt uheldige jul. Men intet varer jo som bekendt evigt, så vi måtte tage afsked med Lamu, som vi blev meget betagede af og rigtig gerne vil tilbage til – måske allerede til sommer, hvem ved?!
Efter en enkelt overnatning i Malindi på vejen tilbage, nåede vi igen til Nairobi, hvor vi brugte feriens sidste timer på at spise os skæve i sushi og købe de sidste fornødenheden, som ikke er til at opdrive i Juba. Og så var det tilbage... Tilbage til vores midlertidige hjem i Juba, til støvet, varmen, arbejdet, udfordringerne, frustrationerne, venner og kolleger.
