Nu havde vi jo reklameret med at Juba var verdens røvhul, men den titel yder alligevel ikke helt byen retfærdighed – mest fordi vi har fundet ud af, at verdens røvhul ligger et andet sted i Sudan! 
Vi har allerede boet i Juba i godt en måned og er så småt ved at lære byen at kende. Den er egentlig ikke særlig stor (og slet ikke af en hovedstad at være!), så det burde ikke tage så lang tid, men den er til gengæld ret kaotisk og det har derfor taget noget tid at få et overblik over byen. Som forventet er Juba lidt et mærkeligt sted. Det meste af byen er meget primitiv og minder på ingen måde om en hovedstad (ikke desto mindre er byen hovedstad for et land på størrelse med den iberiske halvø). Der er et par asfalterede veje, resten er jordveje, som mest består af huller.
Størstedelen af lokalbefolkningen bor i små runde lerhytter med stråtag – nogle bor i nogle meget sørgelige telte af gamle sække og hvad man ellers kan finde langs vejen. I skarp kontrast står alle de indhegnede compounds med kontorer og boliger til expats og lokale politikere (!). De kraftigst bevogtede steder er internationalt røde kors, EU, det amerikanske konsulat og de større FN organisationer som UNDP, UNOCHA og UNMIS, som bor bag høje mure. Selv bor vi bag et hegn af ståltråd med et lag af bambus over, som tager det værste udsyn. I alle døgnets mørke timer har vi vagter og i de lyse har vi en ’husholderske’. 
Bortset fra at vi bor bag en mur, bor vi egentlig meget godt. Folkekirkens Nødhjælp har et såkaldt ’staff house’, hvor Sofies kolleger bor og hvor vi har et lille anneks i tilknytning til, med to værelser og et badeværelse. Så vidt vi ved, er det fine forhold i Juba, så vi er vældig tilfredse. Vi har forsøgt at gøre det lidt hyggeligt her på vores compound og vi har foreløbig investeret i et papayatræ og et mangotræ, til at give skygge og tropeatmosfære. Vi havde også investeret i to grønne plastikstole, så vi kunne sidde udenfor og se solnedgang – dem havde vi præcis halvandet døgn, så var de stjålet… hurra for vores vagter!
Ligesom boligforholdene er vi ved at have vænnet os til arbejdet som for begges vedkommende er både udfordrende, spændende, nyt og hårdt! For de af jer som endnu ikke ved det, så arbejder Sofie med funding og en række forskellige administrative opgaver hos Folkekirkens Nødhjælp. Funding handler i bund og grund om at skaffe penge til foretagendet bl.a. ved at netværke med mulige donorer, udtænke og planlægge nye projekter i samarbejde med projektmedarbejderne, lokale organisationer og dem det hele skal komme til gavn – nemlig den sudanesiske befolkning, herunder hjemvendte flygtninge og internt fordrevne. Når det så er gjort skal der skrives ’proposals’ efter alle kunstens (og EU's) regler. Det er en lang proces, men den første ansøgning er da sendt afsted og så håber vi bare, at EU kvitterer med en million euro (!). Mikes arbejde hos Malaria Consortium er efter lidt opstartsvanskeligheder begyndt at flaske sig og han arbejde nu på et projekt, der handler om behandling af lungebetændelse, diaré og ikke mindst malaria hos børn. Organisationen uddanner kvinder i landsbyerne til at behandle disse sygdomme og derved sikre at børnene ikke skal vente flere dage før de får den rigtige medicin. På et år skal over 250.000 små negerbørn behandles! Derudover er der andre småopgaver som at sikre at Sundhedsministeriet ikke laver for mange fejl, samt tjansen som huslæge J (også for FKN). Derudover har Mike allerede været på sit første ’fieldtrip’ til Aweil i den nordlige del af Sydsudan – Sofie er meget misundelig!
Når vi ikke er på arbejde, forsøger vi at spendere tiden på bedst mulig vis i Juba! Der er en hel del udmærkede restauranter i byen og vi er således allerede blevet fans af etiopisk mad, som er både mere smagsfyldt, varieret og let end anden østafrikansk mad, som har tendens til at falde temmelig tungt! I weekenden plejer vi at tage på markedet og købe frugt og grønt – man kan faktisk få det meste man har brug for og alt koster to penge (ca. 4 kr.) – en håndfuld lime, en avocado, en bunke løg osv.. Der er også to supermarkeder i byen, som fører næsten alt i tørvarer, og hvis man vil betale (meget) for det, kan man få både vin, pesto og chokolade. I weekenderne er der som regel også en del sociale begivenheder som f.eks. løbeklub, fundraising arrangementer, tøsedage (J) og selvfølgelig fester. Sidst, men ikke mindst, så åbner den norske konsul sin svømmepøl for alle skandinavere hver søndag eftermiddag – hurra for at være dansker – hvilket er noget man kan se frem til i løbet af en uge fyldt med støv og sved.
Størstedelen af lokalbefolkningen bor i små runde lerhytter med stråtag – nogle bor i nogle meget sørgelige telte af gamle sække og hvad man ellers kan finde langs vejen. I skarp kontrast står alle de indhegnede compounds med kontorer og boliger til expats og lokale politikere (!). De kraftigst bevogtede steder er internationalt røde kors, EU, det amerikanske konsulat og de større FN organisationer som UNDP, UNOCHA og UNMIS, som bor bag høje mure. Selv bor vi bag et hegn af ståltråd med et lag af bambus over, som tager det værste udsyn. I alle døgnets mørke timer har vi vagter og i de lyse har vi en ’husholderske’. 
Bortset fra at vi bor bag en mur, bor vi egentlig meget godt. Folkekirkens Nødhjælp har et såkaldt ’staff house’, hvor Sofies kolleger bor og hvor vi har et lille anneks i tilknytning til, med to værelser og et badeværelse. Så vidt vi ved, er det fine forhold i Juba, så vi er vældig tilfredse. Vi har forsøgt at gøre det lidt hyggeligt her på vores compound og vi har foreløbig investeret i et papayatræ og et mangotræ, til at give skygge og tropeatmosfære. Vi havde også investeret i to grønne plastikstole, så vi kunne sidde udenfor og se solnedgang – dem havde vi præcis halvandet døgn, så var de stjålet… hurra for vores vagter! Ligesom boligforholdene er vi ved at have vænnet os til arbejdet som for begges vedkommende er både udfordrende, spændende, nyt og hårdt! For de af jer som endnu ikke ved det, så arbejder Sofie med funding og en række forskellige administrative opgaver hos Folkekirkens Nødhjælp. Funding handler i bund og grund om at skaffe penge til foretagendet bl.a. ved at netværke med mulige donorer, udtænke og planlægge nye projekter i samarbejde med projektmedarbejderne, lokale organisationer og dem det hele skal komme til gavn – nemlig den sudanesiske befolkning, herunder hjemvendte flygtninge og internt fordrevne. Når det så er gjort skal der skrives ’proposals’ efter alle kunstens (og EU's) regler. Det er en lang proces, men den første ansøgning er da sendt afsted og så håber vi bare, at EU kvitterer med en million euro (!). Mikes arbejde hos Malaria Consortium er efter lidt opstartsvanskeligheder begyndt at flaske sig og han arbejde nu på et projekt, der handler om behandling af lungebetændelse, diaré og ikke mindst malaria hos børn. Organisationen uddanner kvinder i landsbyerne til at behandle disse sygdomme og derved sikre at børnene ikke skal vente flere dage før de får den rigtige medicin. På et år skal over 250.000 små negerbørn behandles! Derudover er der andre småopgaver som at sikre at Sundhedsministeriet ikke laver for mange fejl, samt tjansen som huslæge J (også for FKN). Derudover har Mike allerede været på sit første ’fieldtrip’ til Aweil i den nordlige del af Sydsudan – Sofie er meget misundelig!
Når vi ikke er på arbejde, forsøger vi at spendere tiden på bedst mulig vis i Juba! Der er en hel del udmærkede restauranter i byen og vi er således allerede blevet fans af etiopisk mad, som er både mere smagsfyldt, varieret og let end anden østafrikansk mad, som har tendens til at falde temmelig tungt! I weekenden plejer vi at tage på markedet og købe frugt og grønt – man kan faktisk få det meste man har brug for og alt koster to penge (ca. 4 kr.) – en håndfuld lime, en avocado, en bunke løg osv.. Der er også to supermarkeder i byen, som fører næsten alt i tørvarer, og hvis man vil betale (meget) for det, kan man få både vin, pesto og chokolade. I weekenderne er der som regel også en del sociale begivenheder som f.eks. løbeklub, fundraising arrangementer, tøsedage (J) og selvfølgelig fester. Sidst, men ikke mindst, så åbner den norske konsul sin svømmepøl for alle skandinavere hver søndag eftermiddag – hurra for at være dansker – hvilket er noget man kan se frem til i løbet af en uge fyldt med støv og sved.
For lige at slutte med en lille parallel til Danmark, så er der ingen overophedede skraldedebatter og konflikter her – næ nej, men smider bare sit affald på gaden (alt inkl.!) og så bliver det brændt af i bunker langs vejen. Resultat: åndedrætsbesvær og sod alle vegne.
